Der er ikke noget i vejen med romantik - der er kun noget i vejen med forlorn romantik.

Velkommen til vores hjemmeside

"Der er ikke noget i vejen med romantik", sagde én af vore lærere på Teknisk Skole i midten af 1950-ernes Randers og fortsatte: "Der er kun noget i vejen med forloren romantik". Vi elever var helt orienteret om, at den forlorne romantik omfattede Romanbladet, ugebladet Tempo, Morten Korch-film og meget andet i den lette genre. Tidens skønånder advarede bekymret mod dette kulturens forfald og i faget dansk og fagligkulturelle sammenhænge fik vi foreholdt den lødige skønlitteratur og de kunstneriske film.

Når talen er om haver og romantikken og vel at mærke den "ægte vare" skal vi halvandet hundrede år tilbage, i forhold til det jeg dengang oplevede som elev i Randers - altså i første halvdel af 1800-tallet. Ja, egentlig begyndte det et lille stykke inde i slutningen af 1700-tallet, hvor den engelske landskabshave var ved at komme på mode herhjemme til afløsning af den mere stive franske barokhave.

Harmoni

Et af højdepunkterne af dansk romantik er det lille lystslot Liselund på Møn - en landlig arkitektur i nyklassecisme med søjler i træ og med stråtag. Bygherren var Antoine de la Calmette og slottet var tænkt som et romantisk digt til hans hustru Lisa. Med Liselund søgte han at levendegøre den franske tænker og forfatter Rousseau`s tanker om at vende tilbage til naturen. Her kunne man leve midt i den harmoni og ubekymrethed, som var en del af hans tese.

Omkring det lille slot i Klinteskoven anlagde man en prægtig park, der ved sin beliggenhed i en storslået natur helt levede op til forestillingen om en romantisk have. Stedet tiltrak mange af tidens malere - folk som Eckersberg, Lundbye og P. C. Skovgaard - der tilhørte kredsen af de malere, som senere er blevet betegnet som guldaldermalerne. Området indeholdt simpelthen alt af tidens drøm om den "uforfalskede natur", som disse malere yndede at skildre. Her var skabt store, dybe skovsøer, pavilloner, stille bjergbække og voldsomme fossefald med broer over og slyngede stier rundt i forskellige landskabstyper. Her kunne følsomme mennesker trække sig tilbage til den uforstyrede natur til "skovensomhed" og søge efter "poesiens blå blomst
".

Billed: Liselund på Møn.



Maleren P. C. Skovgaard

Et yndet Skovgaards-motiv er Møns Klint. Det er nok naturligt for en landskabsmaler at vende blikket mod et så enestående stykke dansk natur, men Møns Klint havde nu alligevel en særlig plads hos Skovgaard.

Fra 1841 til 1853 kom han der gentagne gange, hvor han lavede skitser, malede akvareller og en lang række oliemalerier fra stedet.

Billedet af P. C. Skovgaard fra Møns Klint findes på Ribe Kunstmuseum.

Mangel på visioner.

I slutningen af århundredet er romantikken som periode slut, men den er sejlivet og fortsætter i en noget forloren form. Den victorianske landskabshave virker skabelonagtig i sin gentagelse af det gamle tema. I 1880-erne og 90-erne mangler der visioner, tiden har ikke noget selvstændigt udtryk. Man klamrer sig til alt det gamle i et anfald af fremtidsangst. Industrialisering og makanisering er i gang og virker på mange som en fare forude.

Billed: Pavillon i haven ved Faaborg Kulturhistorisk museum.

Fornuft

Påvirkningen fra England fortsætter ind i det nye århundrede og begavede havearkitekter som G.N.Brandt og C.Th.Sørensen m.fl. har antennerne ude og beriger havekunsten herhjemme med spændende nye tanker og udformninger af haver, der for Sørensens vedkommende i 1940-50-erne kulminerer med meget smukke eksempler på funktionalistiske haver.Det er ideer, der griber om sig, for ligesom man skal have enkle, hensigtsmæssige og rationelle boliger, skal man naturligvis også have fornuftige og rationelle haver. Man tilstræber, at disse haver efter anlæggelsen kræver et minimum af pasning. På længere sigt resulterede holdningen i temmelig ens og kedsommelige haver, hvor store arealer med græs, flisebelægning og mange stedsegrønne træer og buske tegnede billedet.

Billed: C.Th. Sørensens geometriske have i Birk ved Herning

Moderne tid.

Holdninger og stilperioder i moderne tid bliver af kortere og kortere varighed. I 1980-erne oplever vi den postmodene periode, hvor det klassiske og romantiske igen slippes løs. Nyopførte bygninger fremtræder nu med søjler, buer og tårne, karnapper og en masse anden udvendig pynt fra fortiden.

I vore haver kan vi pludselig igen se alle de gammelkendte ting som lave buksbomhække, buer med antikke roser, formklippede buske, havepavilloner, kunstige søer og vandløb, statuer, slyngede stier osv. Situationen minder om den man havde for hundrede år siden. Vi romantiserer fortiden og søger tilbage efter gammelt gods, hvor vi hygger os med Morten Korch, Matador og Huset på Christianshavn, det giver os trykhed. Den historiske interesse er stor, ligeledes interessen for antikviteter og det at indrette boligen med gamle ting, fundet på loppemarked.


Billed: Plan over Sørensens Geometriske have.

Bekymring for fremtiden.

Men hvad med visionerne her et tiår inde i det 21.århundrede? Hvad med fremtiden? Hvad med demokratiet? Hvem kommer til at styre - og hvorhen? Der er ting nok, som  kan gøre os usikre på fremtiden: Den hastige teknologiske udvikling, forureningen, klimaproblematikken, finanskrisen og landets fremtidige økonomi er bare nogle af de ting, der kan skræmme og skabe bekymring for os og vore efterkommere.

Hvad med haven? Jo, den skal vi naturligvis også dyrke i fremtiden. Haven har jo fulgt menneskene fra de ældste tider og vil også fremover berige menneskers tilværelse. Nye tanker og stilarter vil komme og gå, men haven vil altid handle om så basale ting som jord, planter, lys, vand, vækst og frodighed.