Planterne kryber ud på stierne.

Året i gennem opleves nye stemninger

Haven er som bekendt ikke natur, men kultur, idet den jo er skabt og styret af menneskehånd. Og alligevel er det som om den på et tidspunkt tager over og opfører sig som var den natur. Stenene, der danner kant ud mod stierne, bliver ofte overgroet af de lave pude- og tæppedannende planter inde fra bedene, hvorefter de i nogen grad fortsætter ud på gangene. Egentlig kan vi godt lide det, for det er medvirkende til at bløde lidt op på helhedsvirkningen og modvirker, at haven virker alt for fin og for nusset.

Hen over tid dukker der selvsåede blomster op på de mest uventede steder. Det drejer sig f.eks. om fingerbøl, kongelys, gul lærkesporer, lodden løvefod, akelejer o.a.. Mange af disse får lov at blive stående, hvilket kan give overraskende virkninger, også farvemæssige, som vi ikke umiddelbart selv havde fundet på. Samtidig bidrager de til fornemmelsen af noget af det vi kalder for "havens vilde natur".

Havens "vilde indvånere"

Kongelys er en af de planter, som gerne selv vil bestemme sin placering. Statelig ser den jo ud som den står der strunk  og med sin gule lysende farve. Kongelys er toårig - første år, hvor den sår sig starter den som en lav roset. Det efterfølgende år skyder den i vejret og ser ud som her.

Kvan, vikingernes kosttilskud.

Kvan er også en plante, der sår sig. Den er ligeledes toårig og vokser vildt i mange af de områder, hvor vikingerne opholdt sig. Den er meget c-vitaminholdig og vikingerne medbragte den ombord på skibene for at modvirke skørbug.

Valmuesøster

Valmuesøster, Meconopsis cambrica, her fanget i en solstråle, kan klare sig overalt og sår sig overalt. Den er fin i en lys skovbund og imellem buske.