Et kig ind i urtehaven

Urtehaven er livskvalitet

Urtehaven kan måske virke lidt rodet og ustruktureret. Vi vælger imidlertid at kalde den for "havens poetiske hjørne". Her har vi morgensolen og sidder ofte og nyder morgenmaden i fred og ro. Vi sidder midt i det hele og er omgivet af en blanding af krydderurter og blomster.

Haven bør være den totaloplevelse, der taler til alle sanserne. Først og fremmest alt det visuelle som havens former og farver, men også følesansen - det at føle på et blad fra urterne, at nulre det og mærke duften og derefter nyde den aromatiske smag gør, at man føler at sidde på et sted, der handler om stor livskvalitet. Man kan kigge på sommerfugle og hører biernes summen og fuglenes sang. Sider her og har god tid midt i lyset og vejret, nyder havens stemning og føler, at det er godt at være til.

I urtehaven findes en rose: Rosa gallica "Officinalis", også kaldet apotekerrose. Det er nok den ældste rose herhjemme. Det siges, at den kom hertil med munkene i den tidlige middelalder. Rosen er en knap meterhøj, kompakt busk med kraftigt duftende, halvfyldte, pink blomster med tydelige gule støvdragere. Blomstringen er i juli-august og den burde findes i enhver urtehave.

Rod eller poesi - måske begge dele.

Ja, hvad skal jeg kalde det?  Et poetisk rod, måske - eller kræfternes frie spil? Det er nu ikke så tilfældigt som det kan se ud, for faktisk har vi selv valgt alt det som vises på billedet, for det repræsenterer alt sammen noget vi holder af. Selv morgenfruerne såede vi for en sikkerheds skyld - for de kan vel ikke blive ved med at så sig selv år efter år? Og mamelukærme blev forkultiveret i bryggersvinduet i det tidlige forår og plantet ud, da de var store nok og vejret var til det. Katosten har sået sig selv fra sidste år - eller var det forrige år? Men den gør det så eftertrykkeligt, at man kan blive helt betænkelig. Den er begyndt at dukke op de mest utrolige steder. Normalt er jeg med på, at nogle af de selvsåede skal have lov til at lege med, men vi skal vist til at holde øje med den i fremtiden, det kan jo også blive for meget af det gode.