Haven er et af de steder, hvor den enkelte kan være sin egen designer. Her er frit slag for udformningen, samtidig oplever man glæden ved at være skabende. Gennem arbejdet med saksen klippes visse af havens vækster i form, hvorved man kan fornemme en ro af næsten meditativ art.

Bløde værdier

Indrømmet. Jeg har et blødt punkt, når det gælder haven. Og særlig blød bliver haveglæden, når det handler om at klippe og forme. Ja, faktisk vil jeg mene, at man derved er ovre i nogle af de såkaldte "bløde værdier".

Foredrag

For nylig skulle jeg holde foredrag om formklipning i en havekreds og der kom rigtig mange tilhørere, men i først omgang flest kvinder. Efterhånden indfandt der sig dog også en hel del mænd i selskab med deres koner. Den nærmst siddende mand henvendte sig til mig og sagde: - "Det er vist noget rigtig pigenoget, vi er kommet med til i aften". Da det senere gik op for ham, at det var mig, som var foredragsholderen sagde han: - "Det må du sgu ungskylde, hvis jeg havde vist, at det var dig, der skulle holde foredrag, havde jeg aldrig sagt sådan".

Det musiske

Men umiddelbart må jeg sige, at i min optik er det hverken belastende eller umandigt også at være optaget af de bløde værdier, for egentlig er det vel her, det musiske, det kunstneriske og følsomme befinder sig - alt det, som åbner op til oplevelserne af de mange udtryksformer som billedkunst, skulptur, arkitektur, musik, digtekunst og herunder altså også havekunsten.

Foregående billed og dette viser en lille thuja før klipning og opstamning - og efter.

Former og strukturer

I nutidens relativt små haver kan det være svært at styre planteglæden og få plads til alle de mange ønsker og drømme man kan have. Derfor kan det være en god idé at opstamme træer og små buske, for derved at skave lys pg plads til nogle af de mange forskellige bunddækkeglanter.

I den mindre have kan processen med klipning og formgivning - ud over det skønhedsmæssige - også det rent praktiske formål, at væksten holdes i lave, så der også i fremtiden vil være plads til planterne. I sådanne haver er saksen et vigtigt redskab. Og de fleste planter har i virkeligheden godt af at blive klippet, fordi det giver ny vækst.

Spændende kontraster

Al formklipning bygger på langskudenes evne til igen at vokse ud med flere skud, efter de er afkortet. Hvis man hvert år beskærer skud, og der vokser nye ud, vil planten blive tættere og tættere med velbevaret grønt.

Også i den større have kan der i arbejdet med klipning af visse stedsegrønne og løvfældende træer og buske skabes spændende kontraster mellem  det klippede og det fritvoksende, ligesom det formklippede kan bibringe haven nogle spændende strukturer, der kan være til stor glæde på alle årstider. Arbejdet kræver tålmodighed, men kan hurtigt udvikle sig til en passion, som er yderst afstressende.

Næsten alt kan formklippes

I princippet kan man formklippe alle planter, men visse egner sig bedre end andre og man må naturligvis begrænse sig - alt kan overdrives.

Men det er sjovt og fascinerende at forme træer og buske i smukke, enkle geometriske former som kugler, terninger, kegler, spiraler, pyramider,og andre figurer, som jo er reminiscenser fra rennæssancens og barokkens haver. De første planter man kommer til at tænke på er nok buksbom, taks, og liguster, der er klassiske til formålet.
 
Men der findes mange andre planter, der let lader sig forme f.eks. thuja, cotoneaster, benved, kristtorn, dværgsyren, forskellige former for pil, småbladet elm, enebær, tjørn, bøg, avnbøg, sydbøg, kranstop, fjeldribs med flere. Man bør ved alle de foreslåede planter justere klipningen et par gange i løbet af sommeren.

Flytbare buksbomkugler

De små buksbomkugler i deres krukker er lette at flytte rundt på og man kan derved hurtigt stille dem i nye formationer, hvis man trænger til lidt forandring på terrassen.

Opstammede buksbomkugler

Oprindelig havde vi kun en slags buksbom nemlig Buxus sempervirens "Rotundifolia", rundbladet buksbom og af den tog jeg en mængde stiklinger og fik rod på rigtig mange af dem. Jeg følte mig rig og kunne flotte mig med dem rundt i haven. En stor del af dem blev til indre hække, hvor de delte haven lidt op i rum. Andre blev opstammet med en enkelt stor kugle og atter andre blev med flere stammer og ditto kugler - og sådan en skulptur har vi altså lige her cirka 20 år efter at jeg påbegyndte formeringen.

En pieris

Denne Pieris japonicum "Variegatum" var blevet alt for stor i det stenbed, hvor den stod. Det lykkedes at få den gravet op så den kunne plantes i en krukke. Den blev stammet lidt op, hvorved den blev helt dekorativ. Nu stor den og lyser op med sine hvidbrogede blade og i foråret er nyvæksten flammende rød.

Et bed i forhaven.

Haven vil hen over årene forandres. Jeg lavede for ca. 24 år siden små kvadratiske bede i forhaven. Det var den gang jeg ændrede haven til dens nuværende form.

Bedets grundform med indhold har stort set været den samme gennem årene, nemlig nogle markante granitsten og tre buksbomkugler. Det der har været forandringen er de små "træer", som jeg har brugt som overstandere i bedet, der så efterhånden som de blev for store, har måttet erstattes af nogle mindre, men altid af en helt anden sort.

Jeg begyndte med en Juniperus procombens "Nana", der ses på billedet. Den er oprindelig en lav dværgagtig busk, hvis skudspidser vender nedad, men denne er podet på en stamme, så den er blevet til et lille træ. Og sådan stod den på sin plads i bedet gennem mange år, indtil jeg en dag måtte erkende, at  den var blevet for stor og dominerende.

Et nyt lille træ.

Efterfølgeren blev en lille Himaleyaceder, Cedrus deodora "Horizontalis" - altså et lidt vandretvoksende træ med åben og hængende vækst.

Den blev dog ret hurtig betydelig større end jeg havde forestillet mig, og selv om jeg gennem nogle år tyndede ud i grenene og forsøgte at korte dem lidt af, så blev den alt for stor til det pågældende sted, hvorfor jeg gravede den op og flyttede den til et sted i haven, hvor den kunne få lov til at udvikle sig.

Himalayacederen, der blev for stor.

Så stor og omfangsrig var cederen blevet da den blev flyttet.

En hængegran.

Det nye træ er en hængegran, Picea abies "Inversa", der jo for så vidt har en særpræget karakter. Men når jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke rigtig, om jeg bryder mig så meget om hængetræer. På kirkegårdene taler man om sørgetræer, fordi de står og hænger og ser sørgmodige ud på gravstederne.

Indgreb med saksen.

Efter et par dage greb jeg til saksen og lettede hængegranen lidt for neden. Nu kan man se stammen og stenene træder også tydeligere frem. Det lille træ har på den måde fået en anden og mere let karakter.