Juniperus squamata "Meyeri" klippet i form. Den stod og var blevet bar og vissen på bagsiden, hvorfor den nu var gravet op og stod på trillebøren klar til at blive kasseret. I den situation er det jo oplagt at lege lidt med saksen, for at se hvad der kan komme ud af planten - og den blev da alt for god til at køre på lossepladsen.

Formklipning i haven

Jeg kan fortsat tilbyde haverelaterede foredrag. Gennem mange år har jeg taget rundt i Haveselskabets mange kredse og holdt foredrag for medlemmerne, hvilket jeg oplever som en dejlig hobby på linie med det at holde åben have. Begge dele har bragt os i kontakt med mange haveinteresserede mennesker og givet anledning til megen hyggelig havesnak.

 Et af foredragene hedder FORMKLIPNING I HAVEN: Foredraget er tænkt som inspiration til den kreative og afslappende leg,det er, at formklippe og beskære visse af havens træer og buske.

I den mindre have kan processen med klipning og formgivning - ud over det skønhedsmæssige - også have det rent praktiske formål, at væksten holdes i ave, så der også ud i fremtiden er plads til planterne. Men også i den større have kan der i arbejdet med klipning af visse stedsegrønne og løvfældende træer og buske skabes spændende kontraster mellem det klippede og fritvoksende ligesom det formklippede kan bibringe haven nogle spændende strukturer.

Havens farvevirkninger

Et andet foredrag handler om brugen af farver i haven: Farverne er jo væsentlige i næsten alle af tilværelsens sammenhænge og er det naturligvis også i haven, hvor der er fyldt med sanseoplevelser og gennem hele året er farverne en vigtig bestanddel af disse indtryk og stemninger, der findes her.

I forsøget på at karakterisere farvernes egenskaber betjener man sig blandt andet af udtryk fra musikken, hvor man taler om toner, klange og harmonier. I foredraget forsøges en sammendragning af musikkens- og havens poesi.

Farverne hænger uløseligt sammen med havens arkitektur og foredraget handler om nogle af de mange muligheder, vi har, for en bevidst anvendelse af farverne rundt i bede og busketter.

Havens form og farve

Foredraget om HAVENS FORM OG FARVE handler om den totaloplevelse som en have bør være, hvor haven taler til alle sanserne og ikke mindst synssansen, der jo lader os opleve alt det visuelle som farver, former og alle de rumlige virkninger, som en have kan indeholde.

Aftenens foredrag indledes med en tur gennem fredfyldte, grønne haverum og videre frem til mere kulørte bede. Farverne kan påvirke os som en slags stimulans, der kan give sindet et løft, idet visse farver virker oplivende, medens andre virker mere beroligende.

Haven er et af de steder, hvor en enkelte kan være sin egen designer gennem arbejdet med flader, geometriske former, linier, strukturer og altså ikke mindst farven. Glæden ved at være skabende og kreativ - at skabe noget med sine hænder og at opleve resultatet af sine anstrengelser, er vel den egentlige mening med en have.

Foredrag i Billund Havekreds

Her er jeg i Billund Havekreds, der afholdt sin generalforsamling med foredrag i Billund Centret den 18. januar 2011.
For bestyrelse og foredragsholder var det en rar fornemmelse, da folk kom strømmende til, så man måtte ud og finde mange flere stole.

Foredragets titel var "Havens form og farve", hvor jeg tog udgangspunkt i vores egen have og bevægede mig herefter ind i farvernes verden. Titlen på foredraget er jo meget bredt formuleret og handler om alle de mange muligheder der er for at være kreativ og skabende og derigennem være sin egen designer derhjemme i haven.

Foredrag i Odense Havekreds

Mandag den 24. januar 2011 var jeg i Odense Havekreds med foredraget "Formklipning i haven" på Dalum Bibliotek. Billedet er lidt mørkt, men giver vist et meget godt indtryk af en fyldt foredragssal. Også her kom folk strømmende til - der var ca. 80 deltagere og det var faktisk flere en lokalet var beregnet til, så det føltes lidt trangt, da man på samme måde som i Billund måtte ud og finde flere stole. Men det er da dejligt at opleve, at der er så stor interesse for emnet og møde et veloplagt publikum, der undervejs stiller en masse spørgsmål.