På stien langs huset mod nordøst er der en kølig skygge. Beplantning af hønsebenstræ,taks, buksbom og rhododendron o.a. klarer sig fint her.

Velkommen på vores havestier.

De markstenbelagte stier snor sig rundt, hvilket gør at haven ikke kan overskues på én gang. Haven kommer herved til at virke større end den i virkeligheden er.

Haven er her præget af ret store klippede buksbomkugler i kontrast til det fritvoksende som rhododendron, azalea, japanske acer og de store blade øverst til højre er et kejsertræ.

Et af de mange hævede bede

Overstanderen her er en Malus sargentii (paradisæble), der er hjemmehørende i Japan. Den har en utrolig flot blomstring i maj - når blomsterne falder kan det minde om snevejr. Den har lille mørkerød frugt, der modner i september, hvorefter den ret hurtig ædes af fuglene.

Under træet en "fodpose" af Biskophat og Hosta. Nederst i bedet er anvendt mange sten som kant og her imellem er brugt mange forskellige stenbedsplanter.

Bedet er et af de mange hævede bede, der blev til af græstørvene og den megen jord, der blev gravet op ved anlæggelsen af stierne.

Malus sargentii i blomst.

Jeg må da lige vise Malus sargentii når den blomstrer i maj. Den blev i efteråret 2009 kraftigt beskåret da den simpelt hen var blevet for omfangsrig.

Sten ved sten.

Stien fortsætter langs husets sydøstgavl. Igen er der et kig til grupper af klippede buksbom, der er en palmeliljemed sine spidse blade, op ad muren vokser klatrerosen New Dawn. Billedet er præget af alle de mange dejlige marksten.
Se i øvrigt artiklen "Sten ved sten" en artikel om vores haveprojekt i Havens martsnummer 1996.

Videre ud i haven

Her er et lidt uroligt udsnit med mange detaljer. Den meget markante lodret, klippede figur til højre er en thuja, til venstre ses stammen af en troldhassel, der blev stammet op for at vi kunne få fornøjelse af den krogede stammeI midten af billedet ses en klippet lærk i sit firkantede hjemmestøbte trug. Lige bag troldhaslen ses en lysende, gulgrøn Acer shirasawanum "Aureum". Aureum står for gult og den står jo netop som et lysende væsen med sin gule farve.

Frodighed

Det er vigtigt med en haves stil, men endnu vigtigere er det at den har frodighed. Derved lever en have, når den står og strutter med alle sine vel proportionerede dejligheder.

Noget stramt

Her langs husets nordøstfacade (en del af forhaven) kan billedet virker lidt stramt med alt det klippede. Særlig markant virker den lave buksbomhæk, der omkranser et staudebed.

Havens langsomhed.

De daglige ture rundt  i haven er vel noget af det mest afslappende man kan foretage sig. Hver dag i vækstsæsonen er der tegn på, at haven er som en levende organisme, der i det små udvikler sig fra tur til tur.

I det store træk kan man tale om havens langsomhed. For når man  ser på træernes udvikling, strækker det sig over år - tiår eller måske århundreder før målene er nået.

Morgensol.

På stien langs husets nordøstside kan stemningen rent lysmæssig virke noget mørk og dystert midt på dagen, men med morgensolen falder der mere lys ind i det skovagtige billede og gør det dermed mere let og venlig.

Det er en utrolig flot oplevelse at stå op ved femtiden en junimorgen og opleve det helt anderledes lysindfald rundt på havens stier.

Harmoni mellem sten og planter.

I den periode, hvor jeg lavede havestier var jeg i en periode ret bevidst om at søge efter ret flade, lidt fliseagtige granitsten, hvilket lykkedes og resultatet er med til at præge dette forløb af stien. Stauder og formklippede buksbom kanter stien på en blød og upræcis (lidt malerisk) måde som jeg godt kan lide. Endnu en erkendelse af, at sten og planter klæder hinanden og skaber en slags harmoni.

Kontrast.

Endnu engang et forløb af stien, hvor vi har spillet på kontrasten mellem noget præcist klippet og noget mere frit voksende. Den røde staude til venstre er Centranthus, Sporebaldrian, den har en lang blomstringstid fra forsommer til sensommer, når blot man husker at klippe de visne blomster af undervejs.

Frodighed.

I højsommeren er frodigheden kolosal, hvert år forundres man over, hvor meget de store Hosta fylder. På sine steder levner de ikke megen plads på stierne. En haves stil er naturligvis vigtig, men endnu vigtigere er frodigheden, der er medvirkende til totaloplevelsen og taler til nysgerrigheden og fantasien - hvad gemmer sig mon om næste hjørne?

Betonfliser.

Fra indkørslen og hen forbi huset, hvor der er mest trafik i hverdagen, er havegangen belagt med betonfliser. Betonfliser er vel smukkest, når de har opnået en hvis patina. Også på dette stræk er der plantet tæt og varieret. Netop dette forløb er et slags visitkort for vores have og til daglig glæde for os, når vi passerer frem og tilbage.

Snoede stier.

De daglige ture rundt ad havens stier kan let blive et af de behov, som må tilfredsstilles. Ofte går man efter noget konkret - en ny plante som man lige skal følge - en blomst som er ved at springe ud for første gang etc.. Men lige så ofte kan det være en spontan lyst og glæde over blot at færdes i den stilhed og ro som haven byder på - at opleve  lyset, farverne, strukturer og alt det andet man møder og oplever undervejs.

Den korteste vej mellem to punkter er som bekendt  en ret linie, men det er nok ikke den mest spændende. Derfor er stierne i vores have bugtede - turen bliver længere på den måde og det samme gør nydelsen - havens overraskelser bliver også størrer når turen ikke kan overskues på én gang - hvad venter mon om næste hjørne?
Ofte giver gæster udtryk for, at haven virker størrer end de 1000 kvm. den vitterlig er, hvilket sikkert hænger sammen med at den ikke kan overskues fra et sted.

Tidligt efterår.

Vandringen af havens stier fortsætter også nu i det tidlige efterår, hvor en smule vemod kan blande sig i haveglæden. Snart skal vi sige farvel til meget af frodigheden. Hostabladene er nogen steder begyndt at guldne og om fjorten dage vil de være helt gule og utrolig flotte farvemæssigt, hvorefter de klasker sammen og forsvinder og frodigheden er kun et minde man kan glædes over gennem vinteren - indtil de i foråret opstår påny og det hele sceneriet gentager sig.

I takt med at frodigheden aftager, bliver de formklippede planter så meget mere fremtrædende. Krukkeplanten til højre, den lille dværgform af opstammede gran Picea glauca "Echiniformis" er en grøn skulptur, der står og markerer sig smukt og harmonisk året igennem. Den står på en træstub af et stor fyrretræ, der således virker som en piedestal, som løfter den lidt op.

En opstammet pil.

Øverst i midten af billedet står en opstammet pil, formet som en parasol. Den taber bladene ret tidligt (midten af september), hvilket så er en af dens særkender. Navnet er Salix x simulatrix og er en ret hurtigvoksende, krybende busk med tykke, brune skud og store knopper.

Jeg lavede den som stikling, hvorefter den fik en støttepind og blev hjulpet opad. Dernæst stammede jeg den op og op og op gennem nogle år, indtil den havde den ønskede højde og jeg kunne begynde at forme den i sin nuværende form. Den skal klippes hvert år for at holde formen og det jeg klipper af bliver til nye stiklnger - der er vel ikke noget nemmere og hurtigere end pil til  at slå rod.

En hængende enebær.

En anden karakterplante man møder på sin tur rundt er Juniperus communis "Horstmann`s pendula", der står med sine hængende grene og stikkende nåle. Den vokser 15 cm om året, hvorfor den også regelmæssig må have en tur med saksen for at man stadig kan komme omkring den.

Stien snor sig.

Og stien bugter sig videre og videre rundt i haven til nye og anderledes sammensætninger af planter og sten. Det repræsenterer mange års arbejde og det pågår til stadighed. Planter må flyttes, fordi de er blevet for store, andre kan klippes ned eller i form eller stammes op - så hele tiden sker der en naturlig forandring af havebilledet, hvilket er med til at gøre vores haveliv levende og udfordrende.

Som pensionister er vi så heldige, at vi daglig og kontinuerlig kan gå rundt i vores have og gøre de ting vi finder fornødent, og finder glæde og tilfredsstillelse derved - stille og roligt, uden jag og stress, som en daglig livseleksir, som giver os en livskvalitet, som vi også tror, er livsforlængende.

Osmanthus

På en af stierne møder man denne gulbladede, formklippede, kristtornlignende  busk, der også er opstammet. Den ligner virkelig kristtorn, men dens navn er Osmanthus het. "Variegatus". Jeg har ikke fundet noget dansk navn på den. Om vinteren står den og lyser op og er på mange måder et værdifuld lille træ, der skal placeres lidt beskyttet.

Busken lige foran er en Rhododendron med sin lyse nyvækst og navnet er R. yakushimanum ssp. makinoi. Den har en ret sparsom blomstring, fordi den åbenbart får for lidt lys, hvor den står, men netop nyvæksten af de lange, køligtgrønne blade nyder vi hvert år i sensommeren.