Rhododendron hirsutum var. flore pleno.

Kosmisk stenbed.

Når jeg om aftenen efter TV-avisen får præsenteret vejr-satelitbilledet over Europa finder øjet ret hurtigt Danmark, hvis det ellers er skyfrit over området og det var det altså i dag klokken 14. Det er helt umuligt at placere Silkeborg på de små klatter, der er Danmark. Det går straks bedre med at udpege Silkeborgs beliggenhed, når vi et øjeblik efter kommer tættere på med Danmarkskortet - for der har vi Djursland og i bunden af bugten ligger Århus og noget til venstre herfor - nej, ikke så langt, for så ryger vi helt til Herning, men cirka der, midt imellem, har vi så Silkeborg, hvor jeg netop i dag gik i min have på det pågældende tidspunkt.

Det som optog mig derude var bekymringen om, hvorvidt den lille rhododendron som jeg plantede sidst på sommeren, nu også var i stand til at klare vinteren, som jo pludselig var blevet langt strengere end vi er vante til. Og medens jeg stod og dækkede den til med grangrene fra juletræet, blev min rhododendron og jeg enige om, at Silkeborg er verdens navle. Ja, egentlig vil vi vurdere den til at være her i haven og skal vi præcisere det yderligere, mener vi faktisk, at det er lige her i stenbedet, hvor min lille rhododendron er blevet plantet.

Nært og fjernt.

Vi må så indrømme absurditeten i vores opfattelse når vi på aftener med klart vejr står og kigger op på stjernehimmelen fra vores 1000 m2 og begynder at tænke i lysår. En svimlende tanke - at stjernelyset, der netop i aften når frem til os har været hundrede - eller tusinder - ja, millioner af lysår om at nå frem netop i aften. Vi kigger ud på stjernetåger, svage lyspletter på nattehimlen er fjerne mælkevejssystemer og de fjerneste galaxer kan kun ses gennem store teleskoper. Jordklodens placering i vort mælkevejssystem er efter sigende ikke den mest centrale - ja, når sandheden skal frem, befinder vi os vidst lidt i udkanten.

Al den kiggen ud i rummet gør os en lille smule bløde i knæene, min rhododendron og jeg. Egentlig føler vi os mere på hjemmebane og kan bedre overskue tingene her i det nære, som når vi f.eks. roder i jorden. Vi holder af dens krydrede duft og glæder os over en god, porøs "krummestruktur" i jordoverfladen, som er indgangen til et mikrokosmos, hvor man først støder på regnorme, dernæst larver og mider, men derudover findes også en verden af mikroorganismer i form af meget små dyr, bakterier og svampe - så små at de kun kan ses i mikroskop. Alle disse små væsener er jo nyttige i den proces, hvor organisk materiale nedbrydes og omdannes til humus, som er en vigtig bestanddel af en frugtbar, levende muld.

Stort som småt.

Sådanne betragtninger kan vel være på sin plads, når vi en gang imellem vil sætte tilværelsen og alle vore gøremål lidt i perspektiv. At stoppe op og i stille stunder reflektere over sit liv i det nære, naturen og se det omfattet af det vi kalder verdensaltet. Føle ydmyghed ved at kigge ud i store, men omvendt også opleve det store i det små. Undres og glæde sig over at være til og erkende en samhørighed med alt det omgivende.

Tankerne omkring verdensaltet bliver i det daglige for overmægtige. Derfor må jeg vende tilbage til det helt ordinære - min lille rhododendron i sit stenbed. Den har fået en lomme af sur, porøs jord at vokse i. Tildækningen med grangrene er en sikkerhedsforanstaltning her i dens første vinter i haven. De fleste vinterskader på stedsegrønne rhododendron skyldes udtørring af planterne i perioder, hvor de ikke kan erstatte vandtabet fra bladene, fordi jorden er frosset.

Ekstreme, skadevoldende temperatursvingninger i februar - april med stærk sol om dagen og streng frost om natte er en anden hyppig årsag til vinterskader, som jo kan afhjælpes lidt ved de skyggeskabende granris. En endnu bedre løsning på problemet ville naturligvis være et godt lag dækkende sne.

Havens stauder står endnu med deres brune toppe, som vi lod dem beholde for at lune lidt om rødderne. De visne blade fra træerne ligger lunende i bunden af busketter og bede. Hvor det dog vil pynte, når sneen dækker haven og forlener den med en renhed og en helhed - en verden, der fremtræder i blide, bløde bakker.

Og sneen kom.

På turen rundt i haven kunne man glæde sig over de snedryssede strukturer.

Et helt ny og anderledes havebillede.

Sneen har nu lagt sig som en beskyttende dyne.

Fra grønt til hvidt.

Skulpturelle klipperier er en vigtig del af vinterhavens skønhed.