Forskellige detaljer sættes sammen og bliver til helheder. Den klippede buksbom i sin balje har en del år på bagen. Den bibringer bedet en hvis fasthed og struktur op mod bladene af stauden sølvlys til venstre og skjoldblad til højre. Tilsammen giver det udtryk for den frodighed, som vi så godt kan lide.

Drømmen om en have.

Billedet af vores gamle zinkvandkande med stauden Kærmimdesøster i forgrunden udtrykker nok lidt af drømmen om den fredfyldte have. Ofte består sådanne drømme af oplevelser og billeder fra for længe siden - måske helt tilbage til barndommen. Måske erindrer man bede med plantesammenstillinger der indgik i en totaloplevelse af af farver, lys, dufte, lyde, klatren i træer, smagen af frugter, samværet med mennesker i øjeblikke, fyldt med lykke og tryghed.

Andre drømme og forestillinger om haven kan have sit udspring i den mængde af billedmateriale, man møder i medierne, eller fra haver man ser i virkeligheden - f.eks. besøg i åbne haver.

Det lader sig nok ikke gøre at realisere disse mere eller mindre diffuse drømmebilleder og alle de mange ideer og detaljer i én og samme have. Og haven er nok heller ikke noget entydigt begreb livet igennem.
 

Havens elementer.

Indrømmet, jeg har en svaghed for klippede buksbom og taks. Her et kig mellem to store buksbomkugler. I midten af baggrunden står en klippet buksbum bestående af tre kugler, som udgør en lille skulptur. Det hvide øverst i billedet er en stjernemagnolie i blomst.

Ukrudt.

I bunden af de nyspirede rababer var arealet erobret af violer. Det er åbsolut ikke planlagt, violerne har selv fundet vej og smukt ser det jo ud med den lyseblå farve op imod de røde rabarberstilke. Man kan vel ikke kalde den lille fine viol for ukrudt? Egentlig er den vel selveste "poesiens blå blomst" og er en af vore tidligste forårsbebudere. Den blomstrer allerede i marts -april og i begyndelsen af maj har den spredt sine frø, der spirer frem i tusindvis.

Ukrudt kan vel defineres som al uønsket vækst. Og det er altså ikke lige belejliget, alle de steder violen spreder sine frø. Jeg har oplevet at få et stort stenbed oversået med violer og det var altså bare for meget - og kostede adskellige timers lugning, før der kunne plantes andre vækster i bedet.

Prydløg

Prydløg, allium er en spændende plante. Den består af en stor slægt på 600-700 arter. Mange af dem fremstår i blomst som store eller små kugler på skaft. Det er for de flestes vedkommende nemme løgplanter til alle formål. Vi har dem både som skovbundsplanter, stenbedsplanter og høje i staudebedet eller plantet i grupper mellem buske. Flere af dem sår sig villigt, hvorfor der med tiden kan opstå store plamager.

Urtehaven igen.

Endnu et kig ud over urtehaven. Hvert forår forsøger vi at lave en ny udformning. Det er et spændende og kreativt projekt - helt uden regler - men alligevel handler det om at skabe noget malerisk.

Bagerst i billedet ses bord og stole, hvorfra vi hen over sommeren sidder og henter vitaminer til sjælen.
                                                                                

Tilfældighedernes spil

Spansk kørvel (sødskærm) blev oprindelig plantet i urtehaven, hvor den trives rigtig fint i halvskygge. Pludselig dukkede den helt uplanlagt op i et af staudebedene. Dens frø er helt sikkert tilført sammen med den kompost, som jeg hvert forår spreder ud i bedene.

Vi har valgt at opfatte det som en god idé. Her i maj måned, hvor der ikke er så meget andet som blomstrer i staudebedet står den nu med sine hvide blomster i store skærme og findelte lysegrønne, dunede og næsten bregneagtige blade.

Ramsløg

Det begyndte med en enlelt blomst for en fire-fem år siden - stjerneformet i en halvrund skærm og med trekantet stilk. Jeg vidste ikke hvad det var eller hvorfra den kom. Med årene har den bredt sig til en pæn lille plamage og jeg har fundet ud af at det er ramsløg. De tager sig godt ud i skovbunden, hvor de står og lyser op.

Bag dem ses en brogetbladet skvalderkål. Jeg havde hørt, at den var mindre aggressiv end den almindelige, men efter en sommer i "fri dressur" fik jeg den skyndsomt gravet op og plantet i en stor krukke, hvor jeg nu kan styre den. Den er jo smuk og står jo ligeledes og lyser op i bunden af bedet.

Et lille bed i terrassen.

Det er efterhånden en del år siden at jeg anlagde bedet i terrassen for at bryde den monotone grå flade af betonfliser. Ideen var vist her at samle nogle af de mindre planter, som ellers kunne drukne mellem større planter i de andre bede. Hvorfor jeg yderligere inddelte en del af bedet med en kant af brosten har jeg faktisk glemt. Men det har formodentlig været et udslag af "legesyge" - lysten til at eksperimentere og prøve noget anderledes.

Bedet har gennem årene antaget forskelligt udseende, men sådan ser det altså ud her i sommeren 2010. Bag de tre krukker ses et lille nyplantet hjertetræ med hængende grene. foran bænken står en lille Taxus baccata "Cristata" med nogle dekorative forvredne grene. Der ses nogle buksbomkugler og i det fjerneste hjørne en buksbom, der er klippet søjleformet.

Ideen var at skabe et fredfyldt hjørne - sådan lidt klosterhaveagtig stemning som jeg i mange år har været  fascineret af. - Indrømmet, vores have indeholder en del drømme og romantik. Det er noget af det, som stadig er drivkraften i meget af det vi foretager os derude.

En skæv eksistens.

På en planteskole fandt vi denne "skæve eksistens" - en ganske almindelig bøg af dem, som bruges til hække. Det som vi syntes gjore denne plante særlig interessant var dens skæve voksemåde. Den har formodentlig stået og trukket efter lyset, der hvor den blev opbevaret. Sådan præges individer jo af deres miljø og de vilkår de får under opvæksten - og det gælder vel for planter som for mennesker.

Også blandt mennesker kan skæve eksistenser ofte være de mest interessante. Umiddelbart søger man nok de mest harmoniske når der skal vælges, men når man så skal finde det specielle, det arkitektoniske mest spændende, som har karakter - ja, så falder valget vist ofte på det skæve.

Rusten støttepind

Endnu et  fund fra stranden - oprindelig en hegnspæl af vinkeljern. Den var allerede meget medtaget, da vi fandt den - tæret af rust - hvilket gjorde den interessant som skulptur. Umiddelbart kom man til at tænke på en ting af Alberto Giacometti. Den fungerer nu som støttepind for en vedbend, der snor sig helt op til spidsen.

Husløg.

Til småtingsafdelingen hører de små drænrør, der er vokseplads for forskellige Sempervivum, Husløg, der begynder at blomstre i juni. Når rosetten har blomstret, dør den hen og siderosetten fortsætter væksten.

Oppe på bjerget.

På dette billede er vi virkelig i småtingsafdelingen. På den lille sten (bjerget) i et af vore granittruge var der kommet mos, men pludselig en dag opdagede jeg, at en lille Saxifraga boydii også havde fundet vej til dette vildsomme fjeld, som vi for mange år siden hjembragte fra Norge. Billedet viser med al mulig tydelighed, at den lille Saxifraga befinder sig oppe over "trægrænsen", som jo er det naturlige voksested, for de mange forskellige alpine planter.

Havens gudinde.

En romersk gudinde har slået sig ned i haven og tager her blomsterne i øjesyn. Jeg er ikke klar over, hvem hun er, for hun har ikke givet sig til kende. Der er noget mystisk ved hende, hun sidder bare der i sin ophøjede ro og tavshed. Måske er det Minerva, der var kunstens, lærdommens og håndværkets gudinde, hvis det virkelig er hende, skal hun være meget velkommen i vores have - også uden for de egentlige åbningsdage.

Leg med sten og planter.

Billedet taler vel egentlig for sig selv, det handler om en stor flad sten som bund, en lidt mindre oven på, hvor imellem der er lagt lidt jord for at husløgene kan gro. Det hele hælder en smule, så vandet kan løbe fra.

Egentlig minder arrangementet mig om at stort stegefad med den mindre sten som stegen med "løgene" som gemyse. 

Hængende plante ned over "bjergsiden".

Jeg sad i dag i et hjørne af haven, havde god tid og kiggede mig omkring og fik øje på en af de små detaljer der pludselig glæder og overrasker. Her i løbet af sommeren er en af stenbedsplanterne, Saxifraga boydii, begyndt at hænge ned over kanten på et af de hjemmestøbte trug. Jeg havde nok bemærket det før, men det var først i dag, at det rigtig stod mig klart, hvor smukt det egentlig ser ud. Siden på truget er med sin grove struktur næsten som en stejl bjergvæg og den hængende plante leder i fantasien mine tanker hen på legenden om Babylons hængende haver.

Formklippet lyng

Den lille opstammede buksbom i midten af plantekassen har jeg planer om, skal klippes firkantet. Og så kunne det vel være passende med små runde kugler, som omgiver den. Jeg har prøvet forskellige løsninger gennem årene - små fine Heber og en lille blød Cypres ved navn "Teddy" - men ingen af dem har været vellykkede til formålet i det lange løb. Denne gang forsøger jeg med en Erica forårslyng, der jo skal klippes efter blomstring hvert forår, hvorefter den sætter en mængde skud, der så yderligere kan klippes hen på sommeren, hvis det bliver nødvendig.

Man kan mene, at det er noget pjank, der er for småt til at beskæftige sig med i sin have. Det er jo da også kommet på siden med "stort og småt". Men egentlig synes jeg, at det kan være den slags små detaljer, der er medvirkende til at gøre haven spændende og sådan en lille kasse har deuden den fordel ,at den hurtig kan flyttes til andre omgivelser, hvor den så indgår i nye sammenhænge og skaber forandring. Det er  arkitentur i lille målestok - eller skulptur om man vil.

Udtynding i bedet.

Jeg har mange steder på siderne prist frodighed som noget af det vigtigste i haven. Men man må jo også være kritisk og gribe ind og tynde ud, når man kommer til den erkendelse, at nu bliver det for meget - uhæmmet vækst går jo heller ikke. Det var i bedet, ved indgang til haven fra indkørslen, at jeg måtte til at tynde ud. Det som var blevet for stort var en Cotoneaster microphyllus "Thymifolius", Timiansbladet Cotoneaster.

Vi har haft den i mange år og jeg var glad for den med de fine små blade og havde ofte klippet i den for at styre den på det pågældende sted. Men trods det at den var en dværgsort, var den altså nu blevet for stor. Jeg forsøgte, at grave den forsigtigt op for at få en god rodklump med, for evt. at plante den i en krukke, men den gik ikke og den endte på komposten.

Mere lys og luft til de andre planter.

Her er den så fjernet og der er jo rigeligt i bedet enda. Nu kommer de andre ting mere til deres ret, får mere lys og luft og den ønskede virkning er dermed opnået.

Næste problem er den gule græs til højre, som er en japansk Kakonegræs, Hakonechloa macra "Aureola". Jeg går og overvejer at finde en høj slank krukke og plante den op i, hvorved den jo kommer lidt op i højden. Jeg tror, at det kunne se smukt ud, at den på den måde blev løftet op og kunne falde lidt ud over krukkens kanter. Jeg fik ideen i Holland, hvor jeg så noget lignende - og jeg er indstillet på at prøve det.

Jeg kan godt se, at det er nogle latterlige små detaljer at delagtiggøre andre i, men det illustrerer meget godt måden vores have er bygget op og er blevet til på - og det er en vigtig del af havelegen, der betyder, at haven aldrig rigtig bliver færdig og dybest set, har det nok heller aldrig været meningen.

Det gule græs løftet op

En sort firkantet krukke blev anskaffet for at prøve ideen af, med at hæve den gule japanske græs op i højden. Græsset kan nu bevæge sig frit i vinden og markerer sig flot med den farvemæssige kontrast til dn røde acer.

- Nå, skal den stå der? - var Ingers første kommentar. Og vi skal måske lige vænne os til den høje krukke - måske skal vi have plantet lidt foran til at "tage lidt af højden", så den falder mere ind i helheden.

Hvis vi på længere sigt ikke synes om placeringen, er det jo ikke værre, end at jeg ret hurtig kan lave det om og eventuelt flytte krukken til et andet sted. Det vigtigste i vores have er at få ideerne prøvet af, det er en betydningsfuld del af havelegen.

Forsøg

I mit forsøg på at retfærdiggøre placeringen af den høje krukke, har jeg nu plantet en lille langsomtvoksende gran, Abies koreana "Silberperle" for neden, hvorved krukken virker knapt så dominerende. Jeg synes virkelig, at der er noget arkitektonisk flot over en græs, der løftes op og vokser højt i en krukke oven over de øvrige planter i et bed. 

Rødt med sort baggrund

Endnu lidt omkring den høje, sorte krukke. På min morgentur rundt med kameraet i dag, den 7. oktober 2010 - efter en regnvejrsnat - slog det mig, hvor farvemæssig flot den røde japanske acer mærmest stråler på baggrund af den sorte krukke. Der er tale om en Acer palmatum "Atropurpurreum". Den er virkelig et oplivende moment i haven på denne tid af året.

Genfødsel

Vores troldhassel, Corylus avellana "Contorta" står på egen stamme og er stammet op, så man har glæde af stammens skulpturelle værdi. Det sjove, lidt mærkelige forløb i stammen har den selv fundet på. Der er to stammer, der på sine steder vokser sammen, så de danner "huller".

Jeg kom til at tænke på Martin A. Hansen`s værk Orm og tyr, som jeg læste for mange år siden. Heri fortalte han om sådanne træer ude i skoven, der danner åbninger mellem to stammer, og kunne minde om et moderskød.

Han fortalte videre, at når man i gamle dage havde små børn, som var syge, vanskabte eller på anden måde belastede, gik man ud i skoven og trak barnet gennem en af disse åbninger i træet, hvorved man håbede, at en sådan "ny fødsel" kunne virke helbredende på barnet.

En hedelyng kom ind i haven

I forhaven opbyggede vi for en del år siden et surbundsbed ved hjælp af klyner, disse tørveblokke, som vi kombinerede med sten. Klynerne er gennem årene blevet noget frønnet af tidens tand - solsortens hakken og andet har gjort dem ujævne og grove og  grønt mos har bredt sig - kort sagt, de er blevet rigtig smukke.

Flere steder i klynerne er der dukket hedelyng op fra frø, der har ligget gemt i tørveblokkene og nu er blevet til store kraftige planter. De er altså en hilsen fra hedens natur et eller andet ukendt sted - måske Sverige, Polen eller Baltikum.

Fuglebade afspejler himlen

Fuglene er glade for et bad. Pludselig lyder der er pjasken og vandet flyver til alle sider og et øjeblik efter stiger solsorten op af sit bad.

Vi har mange fuglebade placeret rundt om i bedene fordi de ud over at glæde fuglene, også har en flot effekt, der giver liv mellem planterne, når vandet spejler himlen.

Naiv glæde

På min morgentur rundt i haven fik jeg pludselig øje på, at den lille taks, Taxus bacc. "Green Column" havde sat røde bær. Og stor var min glæde og overraskelse, for det er første gang det sker, at denne lille taks på 15 cm gør sig bemærket på den måde.

En og anden tænker sikkert, hvor er han dog et naivt væsen, at der ikke skal mere til at glæde ham, end at en lille taks sætter røde bær. Og det er sikkert rigtigt - jeg vil henholde mig til et af Piet Heins gruk, hvori han siger: "Det er naivt at tro, at dette liv kan leves, hvis man ikke er naiv".