Overalt i haven er der nu en frodighed uden lige. Roser, stauder og sommerblomster trænges mellem havens opstammede træer og buske. Morgenduggen på krydderurternes blade beriger den tidlige tur rundt i haven med velduft.

Frodighed vigtigere end stil.

I havens udkant og i dens hjørner er frodigheden total, her kan den se lidt vild og "uordenlig" ud - ganske som i naturen selv og der kan nok også finder en enkelt brændenælle og et par tidsler, der er gode planter for sommerfuglenes larver.

Jeg må indrømme, at jeg personligt finder frodighed vigtigere end havens stil, men dybest set er den slags holdninger blandt havefolk nok et spørgsmål om temperament og tolerancetærskel, og endelig findes der heldigvis ingen regler for, hvordan en have skal se ud.

Mange haveejere føler sig bedst tilpas, når der er styr på den enkelte plante - at den pænt bliver på sin tilmålte plads, uden at brede sig for meget og uden at så sig, hvilket kan skabe kaos.

Nu er det sådan, at havearbejde handler om at skabe orden i kaos - i en eller anden grad. Og den tilstræbte orden har jo til formål at skabe overskulighed, således at planterne præsenteres pænt og præcist uden at blive forstyret for meget af naboplanterne.

I virkeligheden er vi her henne ved det gamle samvittighedsspørgsmål til haveejeren: "Er haven det sted, hvor du dyrker planter eller er planterne det materiale, hvormed du skaber din have?" I det første del af spørgsmålet er det helt klart plantesamleren det handler om og i den sidste del handler det om æstetikeren.

Det er nok de færeste der er rendyrket det ene eller det andet. De fleste haveejere befinder sig et sted på en skala mellem de to yderpunkter.

Det kan virke smukt og meget bevidst, synes jeg, i en have at spille på kontrasten mellem det stramt styrede på visse arealer mod noget mere vildt og fritvoksende på andre arealer.
Den franske forfatter Antoine de Saint-Exupery skrev engang: "Orden for ordenens egen skyld er livets karikatur".

Bunddække

Vi tilstræber i vores have at dække al jorden med plantevækst. Dels synes vi, at det ser pænt ud og minder om naturens egen måde at gebærde sig på, og dels tror vi på at laget af plantevækst er medvirkende til at holde på jordens fugtighed i tørkeperioder. En have med meget bar jord kan i sådanne perioder sammen med gule græsplæner se meget træt og udtæret ud.

Det tætte bunddække hæmmer også ukrudtets vækst. Det er rart ikke at skulle gå fra bed til bed for at luge i en uendelighed. I stedet snupper vi hist og her den smule, der er kommet op over bunddækket på vore ture rundt i haven.

En have skal blandt andet være til at gå tur i, synes vi, for hver dag har sine oplevelser med planter, der lige nu begynder at blomstre, vekslende belysningers vandrende skygge hen over dagen skaber liv i farvespillet og giver den fine variation i belysningen af vore formklippede planter.

Nogle af de mange bunddækkeplanter.